i praksis? Og hvilke erfaringer er der med at anvende dem? Kapitel 7 fremlægger tre metoder til demokratisk innovation, nemlig borgerforslag, borgerbudgetter og borgersamlinger. Mens kapitel 8 udfolder to tilgange til netværksstyring, nemlig co-creation og stedbaserede indsatser. I kapitel 9 samler jeg trådene, ift. hvilken værdi vi kan forvente at få ud af demokratisk fornyelse, samler vigtige læringspunkter og tegner perspektiver for fremtiden. Min tilgang er kritisk-konstruktiv. Det skal forstås sådan, at jeg tager afsæt i et ønske om at understøtte demokratisk udvikling og fornyelse og samtidig fastholde et kritisk undersøgende blik på de mange konkrete tiltag, der sættes i værk. Det gør jeg for at formidle et realistisk billede af, hvilke muligheder og udfordringer der ligger i arbejdet med demokratisk fornyelse – og hvad det er særlig vigtigt at være opmærksom på for at lykkes. Jeg håber, du kan have glæde af bogen både som studerende, forvalter, politiker, græsrod eller almindeligt interesseret i samfundsudvikling og demokrati. Hvis du interesserer dig for udviklingen i vores samfund og demokrati i disse år, tilbyder bogen dig nogle begreber til at forstå, hvad der er på spil i demokratiet og i byudviklingen – og et nuanceret indblik i de konkrete erfaringer fra fire byer. Hvis du som forvalter, politiker eller græsrod arbejder med at styrke borgernes deltagelse i udvikling af byer og lokalsamfund, klima, integration eller velfærd, kan bogen give dig udblik og inspiration til nye måder at arbejde på. Ligeså, hvis du i dit daglige arbejde har borgerinddragelse eller demokratiudvikling som felt. Undervejs i bogen finder du masser af links til videre læsning. Det har ikke været muligt at komme omkring alle hjørner af temaet demokratiske udfordringer og demokratisk fornyelse. Fx berører bogen kun sporadisk betydningen af de sociale medier og udviklingen i den demokratiske offentlige samtale. Ligesom jeg kun overfladisk berører de dybere demokratiske konsekvenser af, at tech-giganter gradvis får mere magt over vores data og budskaber.
Download PDF file