Forord Borgerinddragelse – demokrati i øjenhøjde var titlen på min første bog, som udkom for ti år siden – båret af en ambition om at forbedre mødet og dialogen mellem det offentlige og borgerne. Den ambition har jeg stadig, men i dag tænker jeg, at den første bog var lige lovlig idealistisk. Derfor har jeg skrevet denne, som samler de forskningsmæssige og praktiske indsigter, jeg har opnået de seneste år – og giver et mere realistisk og nuanceret indblik i, hvad der kan stå i vejen for at realisere ambitionen. Jeg skylder mange mennesker tak for bidrag og støtte til tilblivelsen af denne bog. Uden mit ph.d.-projekt Samskabelse i kommunale rammer var bogen ikke blevet til. Derfor igen en stor tak til de tre casekommuner, Holbæk, Roskilde og Ikast-Brande, som udviste mod og imødekommenhed ved at lukke mig indenfor med forskerkasketten på. Tak til professor Eva Sørensen og lektor Annika Agger, RUC, for god og konstruktiv vejledning under ph.d.-arbejdet, til mine ph.d.-kolleger for at være der for mig undervejs og til UKON for at stille sig til rådighed som vært for ph.d.-projektet. Bogens ambition er at bygge bro til praksis – derfor har løbende kontakt og samarbejde med medarbejdere, der arbejder ‘hands on’ med inddragelse og samskabelse, været en vigtig kilde til inspiration. En særlig tak til deltagerne i mit netværk for borgerinddragelse og samskabelse, der bokser med ambitionen i mange former til hverdag og har opmuntret og udfordret mig i arbejdet med bogen. Desuden en stor tak til mine kunder og samarbejdspartnere for inspirerende eksempler og gode diskussioner. En ganske særlig tak til Manon for et givende samarbejde, der har åbnet mine øjne for de psykologiske og gruppedynamiske sider af samskabelse. En kæmpe tak til Annika og Karen for at indtage rollen som medlæsere på bogen og give brugbar og konstruktiv feedback og gode råd. Og til slut tak for supergodt og kompetent samarbejde til forlagsredaktørerne, Kamma og Daniel. December 2018 Anne Tortzen 5
Download PDF file