dette moderne samfund, som den tyske sociolog Max Weber senere skulle karakterisere ved “tabet af magi” , var det ikke længere guder, ånder eller usynlige kræfter, der styrede verdens gang. Med afsæt i et såkaldt mekanisk verdensbillede var det nu videnskabens opgave at assistere mennesker til beherskelse af deres omverden. Men det betød samtidig, at der nu ikke længere var nogen højere overdommer, nogen højere vidensautoritet, end videnskaben selv. Allerede for Comte og hans ligesindede skulle det dog vise sig vanskeligt at anlægge et rent mekanisk blik på samfundet. Godt nok kunne den nye socialstatistik give indsigt i “gennemsnitsmennesket” (l’homme moyen), som statistikeren Adolphe Quételet døbte det. Men samfundet forblev tillige en verden af sprog, mening og betydning, som dårligt lod sig indfange i tallenes rækker, og som kaldte på de fortolkende metoder, der kendtes fra kulturvidenskaberne. Sociologi opstod som og vedbliver med at være en slags “tredje” videnskultur, placeret mellem natur- og kulturvidenskaberne (Lepenies 1988). I dag vil de færreste sociologer nok opfatte sig selv som de sociale ingeniører, Comte forestillede sig, men snarere som en art fortolkere og partnere i dialog med offentligheden (Bauman 1989). Problemet med at opnå den bedst mulige erkendelse af samfundet forpligter dog stadig enhver, der kalder sig sociolog. Comtes tanker om social fysik havde imidlertid også et mere konkret sigte: I tråd med industrialismens idealer om fremskridt og effektivitet skulle samfundets ressourcer optimeres og eventuelle uønskede virkninger minimeres. Særligt i Comtes hjemland, Frankrig, antog “det sociale spørgsmål” (la question sociale) op igennem 1800-tallet en stadig mere presserende og politisk form: Hvordan kunne samfundets sammenhængskraft sikres i kølvandet på de omvæltninger i arbejdsliv og livsvilkår, som byernes nye fabrikker indvarslede, og den stadig tydeligere ulighed, der fulgte med? I 1848 brød revolutionen igen ud i Paris, denne gang med afsæt i den voksende utilfredshed blandt den nye arbejderklasse, og denne gang vendt mod handels- og industriborgerskabet. De såkaldt “farlige klasser” blev nedkæmpet, men deres opstand fremviste de betydelige modsætninger, som det nye samfund rummede. Sociologien var som gryende disciplin optaget af dette “sociale spørgsmål”. Kort tid efter Comte, men med et helt andet afsæt, gjorde Karl Marx dette spørgsmål centralt for sin analyse af den nye verdensøkonomi og dens indbyggede modsætninger mellem to samfundsklasser, proletarer og kapitalister. I Europas politiske offentligheder kæmpede anarkister, arbejderbevægelser og borgerskabets eliter alle vegne om magten fra anden halvdel af det 1800-tallet. K a pi t el 1 • S ociologien som d isciplin og problem f elt 17
Download PDF file